Åh, den kære spam … Vi kender den alle sammen i form af underlige spam-mails, som heldigvis for det meste snuppes af spam-filteret og herefter bekvemt placeres i spam-indbakken, så vi slipper for at se på den.

Med en blog følger desværre også en god portion spam – men nu kommer den blot i form af de underligste kommentarer, der pludselig ligger til godkendelse i kommentar-sektionen på WordPress.

Først får du én lille spam-kommentar – oftest på engelsk eller med kinesiske tegn. Så kommer der en til. Og en til. Og til sidst tager det fuldstændigt overhånd, og du har nærmest brug for en fuldtidsansat til at sidde og putte spam-kommentarer over i spam-kategorien for kommentarer.

Det er trættende. Men ikke mindst fordi det resulterer i, at du helt mister modet til at kigge i dit kommentarfelt – og af og til ligger der jo rent faktisk en reel kommentar blandt al den rædsomme spam. Og det er et problem,

For at bruge mig selv som eksempel på, hvor slemt det kan ende, så er her et screenshot fra min side celiaschow.dk, som jeg ikke har været inde på i et par måneder. I dag loggede jeg så ind på siden, og til min store rædsel så jeg følgende:

slip af med spam kommentarer

Tusindvis af underlige kommentarer, der blot er spam og fuldstændig blokerer for eventuelt reelle kommentarer, der måske ligger begravet i bunkerne.

Men hvor mange spam-kommentarer er der lige kommet? Ja, det kan du måske se på billeder ovenfor, ellers kommer her et lidt bedre billede:

Guide til at undgå spam

17.940 kommentarer ligger i øjeblikket og afventer min godkendelse. Mit gæt er, at mindst 99,999% af dem er spam. Som jeg kan gennemgå manuelt. Fedt.

Løsningen? Akismet! Spam-filteret til din blog

Heldigvis er der en løsning på problemet – en virkelig smart én, faktisk! Og lad mit eget eksempel her være grunden til, at det kun kan gå for langsomt at få installeret et spam-filter. Du gider virkelig ikke ende i den situation. :)

Mød Akismet, spamfilteret til din blog. Akismet er et enormt smart plugin, som faktisk allerede er installeret på din blog, når du har fulgt min guide til at lave din egen blog. Det eneste, du mangler, er at installere den lille fætter.

Akismet fungerer på den måde, at den scanner de kommentarer, der kommer på din blog. Alle dem, som den vurderer er spam, ryger over i den mappe, der hedder “spam” under dine kommentarer.

Du slipper altså for at se på dem og at skulle tage stilling til dem. De sorteres helt automatisk fra, så du kun skal koncentrere dig om de ægte kommentarer, som gerne skulle undgå at havne i din spam-mappe.

Men ingen er fejlfri, og derfor kan du godt opleve, at du enten får en spam-kommentar til godkendelse, eller at en ægte kommentar havner ovre i din spam-mappe. Derfor er det vigtigt, at du med jævne mellemrum gennemgår din spam-mappe, så du kan se, om en rigtig kommentar er havnet derovre. Alle laver fejl. Også Akismet.

Sådan installerer du Akismet på din blog

Som nævnt findes Akismet allerde på din blog, og du skal dermed blot aktivere og opsætte det korrekt – så begynder det at sortere i dine kommentarer, og en kæmpe byrde bliver løftet fra dine skuldre!

Herunder vil jeg vise dig, hvordan du får Akismet til at virke, så du kan slippe for alle de irriterende spam-kommentarer.

1. Gå ind under Plugins og find og aktiver Akismet

Installer Akismet på din blog

I dit WordPress Dashboard finder du i menuen til venstre det sted, hvor der står “Plugins”. Herinde skulle du gerne kunne se et, der hedder Akismet. Under det skal du trykke på Aktiver for at aktivere plugin’et.

2. Tryk på “Settings”

Installer Akismet

Nu skal du ændre i indstillingerne for Akismet, før det begynder at virke. For at finde indstillingerne, kan du klikke på Settings under plugin’et. 

3. API-nøgle kræves

Installer Akismet

Du skulle gerne komme ind på en side, der ligner denne.

For at Akismet kan virke, kræves det, at du har en API-nøgle. Du behøver ikke at vide, hvad det er, men det kræves, før Akismet kan virke. Se det som en kode, som Akismet behøver, før du kan vide. Koden er unik og skal dannes specielt til dig.

Tryk derfor på Get your API key for at danne din særlige nøgle til Akismet.

4. Lav din API-nøgle

Akismet for WordPress

Nu kommer du ind på denne side, hvor du kan se, at Akismet er lavet af WordPress. For at få din nøgle, skal du klikke på den blå skrift, hvor der står Get an Akismet API Key. 

5. Lav en WordPress.com profil

Akismet undgå spam

Du skal lave en bruger hos WordPress.com for at bruge Akismet. Det er gratis og kan nemt gøres ved at udfylde felterne.

Hvis du engang har haft en WordPress.com blog og kan huske dine login-informationer, kan du klikke på “I already have a WordPress.com account!” øverst og logge ind der. Hvis ikke, så kan du nemt oprette en ny ved at følge felterne.

6. Vælg din abonnementsløsning for Akismet

Akismet for WOrdPress guide

Dette er nok den side, der skræmmer mange fra at bruge Akismet. Priserne, du kan se på de to planer til højre, kan hurtigt løbe op og gøre spam-krigen til en dyr kamp. Men lad mig slå fast: du kan sagtens bruge Akismet helt gratis, så længe du bare har en privat blog, og ikke et firma.

Vælg derfor den plan, der hedder Personal og som findes længst til venstre af de tre. Klik på Sign Up.

7. Vælg din pris (psst. Gratis er muligt!) 

Akismet er gratis

Du kommer nu ind på den velkendte betalingsside. Men hov! Skrev jeg ikke længere oppe, at Akismet ikke behøvede at koste penge? Hvad pokker skal de så med dine kort-informationer?

Ingenting. Du vælger selv din pris for Akismet. Træk den lille bjælke ude til højre helt ud til venstre. Smileyen bliver godt nok lidt ked af det, men til gengæld forsvinder kravene om kort-informationer fuldstændigt, og du bruger Akismet gratis.

Det ser sådan her ud:

sur smiley øv

Så hvis du kan leve med en sur smiley på samvittigheden, så er det her måden at gøre det på! ;)

Klik herefter på Continue.

8. Din API-nøgle er klar! Installer den på din blog

Akismet API key

Yay – din API-nøgle er klar til brug og vises her. Jeg har lige skjult min lidt, så I ikke kan nasse på min fine API-nøgle, men sådan ser den i hvert fald ud! Du har også modtaget en mail med din API-nøgle, så du kan bruge den en anden gang.

Markér hele nøglen og kopier den ved at trykke ctrl + c (på Mac cmd + c).

Nu skal den sættes ind på din blog. Du skal derfor tilbage til WordPress og ind i indstillingerne for Akismet:

undgå spam på din blog

Du indsætter nøglen i feltet som vist her (igen har jeg skjult det meste af min ultra hemmelige nøgle). Herefter klikker du på Use this key. 

9. Du er færdig! 

spam statistik

Du er helt færdig med at sætte Akismet op nu! Tillykke. Dette plugin er det, der vil spare dig for allermest tid, som du i stedet kan bruge på at skrive fantastiske indlæg på din blog!

Et lille tip til at bruge Akismet

Som jeg også skrev længere oppe, er Akismet desværre ikke uden fejl, og du slipper derfor ikke for at gå dine spam-kommentarer igennem fra tid til anden.

Jeg ved, at nogle bloggere har opgivet at gøre det, fordi de simpelthen modtager massive mængder spam, og det har jeg fuld forståelse for. Men prøv at se, om du kan gøre det til en vane lige at tjekke din spam-mappe igennem – af og til ligger der en ganske reel kommentar, der desværre fejlagtigt er blevet smidt i spam-mappen af Akismet.

Under fanen kommentarer, hvor du normalt godkender og svarer på kommentarer, kan du se din spam-mappe. Du finder den her (markeret med rød pil):

spam mappe

Klik på den og scroll dine spam-kommentarer igennem. Jeg plejer at gøre det ret hurtigt, for det er normalt meget nemt at se ud fra selve formatet af kommentaren, om den er reel nok. Ofte ligner spam nemlig hinanden, og så stopper jeg lige op ved dem, der skiller sig ud, for at se om det mon er en ægte kommentar.

Hvis du finder en kommentar, der ikke er spam, kan du holde musen over kommentaren og trykke på “Ikke spam”:

ikke spam

Så forsvinder den fra din spam-mappe og ryger over i mappen med kommentarer, der afventer godkendelse.

Når du har gået alt i spam-mappen igennem, og har fjernet eventuelle kommentarer, der er placeret der forkert, kan du slette alt indholdet i mappen, så du ikke ender med at gå de samme spam-kommentarer igennem flere gange.

Du kan tømme din spam-mappe øvest og nederst på siden, og det gøres helt simpelt ved at klikke på “Tøm spam”. Så er det væk for evigt og mappen er helt tom og klar til al den nye spam, som desværre er uundgåelig:

tøm spam


 

Det var alle mine råd om spam-kommentarer på din blog! Jeg håber, at du blev klogere, og at Akismet sparer dig for en hel masse tid!

 

19 svar til “Guide til at undgå spamkommentarer”

  1. Channie siger:

    Hej :)
    Det kan desværre ikke lade sig gøre at få det gratis mere :(

  2. Rikke siger:

    Hej igen,

    Tusind tak for dine supergode og uundværlige råd og guides!

    Kan man mon også slette alle de spamkommentarer på en NEM måde, som er havnet som rigtige kommentarer – altså inden man installerede dette spam-filter halløj? Jeg har nemlig også en masse til at ligge på min blog…. Og det er sørme trættende at slette en efter en..

    Mange hilsner
    Rikke

  3. Erik Back siger:

    For et stykke tid siden overtog jeg ansvaret for en blog, der havde næsten 8.000 spam-beskeder. Jeg fandt ud af at Akismet sagtens kunne fjerne næsten alt spam. Men jeg måtte gøre det ad flere omgange fordi den gratis version af Akismet åbenbart kun fjerner 50 % af den spamkøen ad gangen.

    Akismet tager alt det nye spam, der kommer ind, men det spam der ligger og venter skal man bede Akismet om gennemgå. Derfor skal man huske at blive ved med at aktivere Akismet på spamkøen, indtil det hele er væk.

    Er der andre der har erfaringer med store spamkøer?

  4. Kari siger:

    Fedt Celia! Jeg blev nemlig skræmt af kortinformationerne der skulle udfyldes og kom ikke videre med det. Lidt smart lavet med den smiley dog. Man får faktisk lidt dårlig samvittighed når den bliver helt trist – haha :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *