Det her emne har jeg gerne villet skrive om rigtig længe, men jeg har været lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an. Det er der flere årsager til:

For det første mener jeg ikke, at du skal starte en blog, fordi du gerne vil tjene penge på den. Og det er derfor vigtigt for mig, at dette indlæg ikke kommer til at udstråle, at det er rigtigt eller nemt at tjene penge på din blog. Det er det bestemt ikke. Du bliver ikke rig, og din timeløn er elendig – så det skal ikke være dit motiv for at blogge, at du bare gerne vil tjene penge på den.

For det andet har jeg været i tvivl om, om dette indlæg ville afføde en masse uhensigtsmæssig reklame på diverse blogs. Gør det nu med måde og lad være med at sælge dig selv for “billigt” og ikke mindst din blog. En blog, der er overplastret med annoncer sender bare ikke de rigtige signaler. Så tag den med ro.

Når det så er sagt, så er det fedt at tjene penge på sin hobby! De penge, jeg har tjent på min blog, er de fedeste penge, jeg nogensinde har tjent. Og det mener jeg virkelig. Men jeg kan på ingen måde leve af dem, men det giver en fantastisk følelse alligevel.

Og det er netop af den grund, at jeg alligevel har besluttet at skrive denne guide. For jeg vil gerne have, at I får den fede følelse, som jeg selv sidder med, når jeg endelig tjener lidt penge på min blog. Så lad os se på de mange muligheder!

Hvis du ikke allerede har en blog, er det bare med at komme i gang, så du kan komme i gang med at tjene penge online. I guiden Lav en blog på eget domæne viser jeg dig, hvordan du kan komme i gang med det.

Der er mange måder at tjene penge på sin blog på

Der er rigtig mange forskellige måder, du kan tjene penge på din blog på, faktisk er det kun din fantasi, der sætter grænser for, hvordan du kan bruge din blog som indtægtskilde. Jeg vil forsøge at komme ind på de mest almindelige metoder i denne guide. Til sidst vi jeg give nogle bud på, hvad du ellers kan prøve dig af med.

Det er ikke alle måder, der vil passe på forskellige blogs, og det er meget forskelligt, hvad folk har gode erfaringer med. Så derfor vil jeg opfordre dig til, at du prøver de forskellige metoder af for at se, hvad der passer bedst til dig og til din blog.

Affiliate marketing

Affili-hvad-for-noget!? sagde min mor, da jeg første gang fortalte hende, hvordan jeg tjente lidt lommepenge på min blog. Denne term er måske ikke en, du før har stiftet bekendtskab med, og derfor vil jeg her lige give dit et overblik over, hvad affiliate marketing er og hvorfor det – i mine øjne – er så fantastisk smart!

Måske har du lagt mærke til, at flere blogs under en post skriver “Indeholder affiliatelinks” eller “adlinks”, som nogle også kalder dem. Forvirrende? Ja, måske, men det betyder sådan set bare, at den blog anvender affiliate marketing til at tjene lidt på sin blog.

Affiliate marketing fungerer på den måde, at du linker til en webshop med produkter, som du i et blogindlæg har omtalt. Når en af dine læsere klikker på dit affiliate-link, plantes der en såkaldt cookie, der fortæller, at personen kommer fra din blog. Hvis din læser vælger at købe noget på den shop, du har sendt ham eller hende ind på, tjener du en procentdel af salget.

Rigtig mange bloggere linker i forvejen til en masse webshops, hvor man kan købe de produkter, de blogger om – så hvorfor ikke få mulighed for at tjene lidt på det? Det koster hverken dig eller dine læsere noget, din kommision går direkte fra webshoppen.

Affiliate marketing er det, jeg tjener stort set alle mine penge på bloggen på, og derfor er det også det første, jeg her nævner.

Læs min fulde guide til og beskrivelse af affiliate marketing her.

Sponsoreret indhold

Hvis du læser nogle af de store blogs i blogland, kender du helt sikkert allerede til denne måde at tjene penge på. Sponsoreret indhold på din blog går kort fortalt ud på, at en virksomhed eller organisation betaler dig for at skrive et blogindlæg om dem eller deres produkter.

Dette er noget, der kan give ret gode penge, og det er helt sikkert også grunden til, at mange bloggere gør det. Dog skal du passe på, at det ikke tager overhånd, så du kommer til at fremstå utroværdig over for dine læsere.

Dine faste læsere stoler rigtig meget på dig og på det, som du blogger om. Så hvis du begynder at fylde din blog med sponsoreret indhold, vil du sætte denne troværdighed på spil – så du skal virkelig overveje meget nøje, hvad du takker ja til, da det kan have konsekvenser for din blog.

At skrive sponsoreret indhold på din blog er først noget, du får mulighed for, når du har nogle seriøse læsertal bag dig. Virksomhederne skal have en god værdi, før de vil betale dig for at skrive om dem, og det får de, hvis du har en masse læsere.

Annoncer på bloggen

Hvis du læser mange blogs hos Bloggers Delight, er du bekendt med bannerannoncer på blogs. Det er de store grafiske reklamer, der ofte ligger over headeren på en blog, mellem indlæggene eller i sidebaren på en blog. Her reklamerer bloggerne for en virksomhed, og du kan klikke dig over til virksomheden via banneret.

Bannerannoncering er oftest købt efter hvor mange tusind besøg, du har, noget som man i branchen kalder CPM (Cost Per Mille – Beløb pr. tusinde). Det kan f.eks. være en CPM på 100 kr. – hvis din blog har 10.000 visninger, vil du altså få 1000 kr. for sådan et banner.

Bannerannoncering kan også betales efter klik, men det vil stort set altid være en dårlig løsning for dig, da det er de færreste, der læser din blog, der har lyst til at klikke væk fra din blog via et banner.

Det er en super fed måde at tjene penge på, da der er gode penge at hente, og det ikke er så forstyrende for dine læsere at se på. Hvis du derimod vil irriterer dine læsere med en pop-up annonce, kan du tjene endnu færre penge på annoncering på denne måde. Det er dog ikke noget, jeg vil anbefale, da det er voldsomt irriterende for dine læsere at se på. Jeg vil ikke bruge pop-ups nogensinde på min blog. Det vil jeg simpelthen ikke byde mine læsere.

Ulempen ved denne metode er, at det er så uendeligt svært at få aftaler om annoncering i hus. Det kræver virkelig, at du er en ægte sælger, der ikke er bleg for at gribe telefonen og ringe til potentielle annoncører.

Sælg dine egne produkter

Hvis du er en kreativ type, der laver dine egne produkter (f.eks. smykker eller tøj), kan du sælge det gennem din blog. Det kan også være, at du har skrevet en bog om det, din blog handler om, og den kan du også sælge til dine læsere.

Dette er ikke en metode, som mange danske bloggere gør meget brug af, men det er voldsomt populært i USA at sælge sine egne produkter. Det kræver naturligvis også en læserskare, men så er her også gode penge at hente, da al indtjening går direkte til dig!

Du kan også starte en webshop ved siden af bloggen og så linke en masse til den. Det kræver en god portion startkapital, men det er helt sikkert noget, der kan give en god indtjening i længden – men det er naturligvis ikke her, du skal starte, når du laver en blog.

Digitale produkter er klart en af de letteste måde at tjene flere penge til sin blog på. Det er underligt at ikke flere bloggere går brug af det herhjemme, da det er kæmpestort i USA. Desuden er der mange danskere, som lever af det i Danmark, men det er kun nørder inden for online markedsføring. Jeg er selv en af dem, og hvis du vil lære om, hvordan du også kan gøre, så kan du tjekke min bog ud, som du finder lige her.

Andre tanker om at få værdi fra din blog

Det er rigtig givende at blogge. Den fantastiske forbindelse, du har til dine læsere, er simpelthen ikke til at putte en pris på. Men du kan naturligvis ikke leve af folks søde kommentarer og likes på din blog.

Og selvom du ikke nødvendigvis kan tjene penge på din blog, så kan du sagtens få værdi ud af den alligevel. Når du har fået nogle faste læsere, og du virkelig gør dig umage med dine indlæg, kan du begynde at kontakte virksomheder og høre, om du må få lov til at anmelde et af deres produkter, hvis de vil sende det til dig.

Da jeg havde blogget i nogle måneder på min skønhedsblog, begyndte jeg at skrive rundt og fik på den måde nogle produkter, jeg kunne anmelde på min blog. Det var kæmpe stort for mig! Jeg husker tydeligt, da jeg fik min første aftale i hus, og da pakken med produkter efterfølgende dumpede ind ad døren hos mig – jeg kunne slet ikke få armene ned.

Dog skal du sørge for altid at have virksomhedens værdi for øjet. Lad være med at skrive “Jeg vil gerne anmelde jeres produkter på min blog, for det ville være fedt.”. Naturligvis vil det være fedt for dig. Men hvad får de ud af samarbejdet? Det skal du fortælle dem. Hav altid fokus på, hvordan du kan hjælpe dem – ikke omvendt! Det er trods alt dig, der spørger om nogle gratis produkter.

Kun din fantasi sætter grænser…

Du kan udnytte din blog på utroligt mange måder. Det kræver bare, at du selv kan se mulighederne og har fantasi til at forestille dig, hvad det kan give af gavn. Vær aldrig flov over din blog og sørg for at dele den en hel masse, så dine venner og bekendte kan se, hvad du kan.

Der findes bloggere, der har fået tilbudt job fra deres blog. Bloggere, der har været på rejser pga. deres blog (jeg var selv tre dage i Sydtyskland med Dr. Hauschka pga. min blog i juni 2013 – en helt uforglemmelig opevelse!), og der findes bloggere, der har fået nye venner gennem deres blog.

Mulighederne er mange. Og jeg tør faktisk godt at love dig, at hvis du bliver ved med din blog og virkelig hænger i, så vil der komme nogle fantastiske muligheder for dig, og din blog vil bringe en masse godt med sig, som du ikke ville have fået uden bloggen.

56 svar til “Sådan kan du tjene penge på din blog”

  1. celiaschow siger:

    Hej

    Generelt giver bannerreklamer ikke det vilde i indtægt, før man har mange besøgende. Personligt plejer jeg ikke at bruge dem, da jeg ikke ønsker at forstyrre mine læsere, når jeg alligevel ikke tjener det store på denne form for bannere.

    Hvis du f.eks. går ind til Partner-Ads, som jeg har skrevet om, så skal du holde øje med, om de giver betalinger for sidevisninger og ikke pr. klik. Det er et stykke tid siden, at jeg har kigget på deres bannerannoncer derinde, men det burde være muligt. Ellers kan du altid skrive til dem. De er supersøde til at hjælpe hos Partner-Ads.

    Jeg håber, at mit svar hjalp dig lidt på rette vej.

  2. signe siger:

    Jeg har lige startet en blog da der var efterspørgsel på en diy til noget jeg havde syet. Efter at have læst din guid tænkte jeg at det da var den nemmeste måde at dele den med folk. så først og fremmest tak for det!
    Den er kommet op at køre i dag.
    Jeg tænker at det måske ville være smart at have en enkelt reklame på min side så jeg kan få lidt ind for alt det arbejde jeg har lagt i det. jeg kan dog ikke lige finde ud af hvor man kan få annoncer som dem du har beskrevet. jeg er ikke interesseret i dem hvor man kun kan få betaling hvis folk klikker på linket. bare dem der ser den, altså besøger min side.

  3. Bente siger:

    Halløj 😀
    Overvejer at starte egen blog.
    Kan alle gå ind og kigge eller har jeg mulighed for selv at vælge fra?

  4. Emma siger:

    hej jeg vil gerne være blogger, men det er bare lidt svært fordi jeg ved ikke hvor jeg skal begynde og sådan, så jeg håbet jeg kunne få hjælp til at begynde og om det koster noget og alt det der :( :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *