Hvis du ikke har læst vores artikel om de fem blog-personligheder, så vil vi anbefale, at du læser det, før du læsere videre i denne artikel om at finde din egen unikke vinkel til din blog.
Formålet med denne artikel er at belyse, hvordan du bedst muligt kommunikerer med dine læsere som blogger, så du får et bedre forhold til dine læsere og får nemmere ved at tiltrække de rette læsere til at komme tilbage til din blog igen og igen.
Vi skal se på, hvad din vinkel på din blog er, eller måske endnu grovere sagt: hvilken kamp tager du op på din blog?
Noget af det allervigtigste, du skal gøre som blogger, er at skille dig ud fra mængden. I dag er der så mange steder, dine potentielle læsere kan bruge deres tid online, så du bliver nødt til at give dem en god grund til at kigge forbi lige netop din blog.
Og dernæst er din vigtigste opgave at levere noget indhold til dem, der giver mening for dem, og som får en reaktion eller en følelse frem hos dem, så de har lyst til at blive ved med at komme tilbage til din blog.
Som blogger er det sværeste ikke at få folk til at besøge din blog – det svære består i at få læserne til at blive ved med at vende tilbage og i bedste tilfælde at få dem til at engagere sig med din blog og det indhold, du leverer på den.
Det handler om, at du skal finde din vinkel – eller måske endda din passion eller din kamp – og tage en stærk position på det område.
Og hvad menes der så med det? Der menes, at dine læsere skal kunne mærke dig helt ude på den anden side af skærmen. Dine læsere skal kunne mærke, hvad det er, du brænder for, og hvorfor du har denne stærke passion.
Alt efter hvad du blogger om, vil dette naturligvis være forskelligt. Der er et hav af forskellige vinkler, du kan have på din blog, men det er vigtigt, at du vælger en hovedvinkel, som du forsøger at fokusere på på din blog.
Lad os prøve at give dig nogle praktiske eksempler på, hvad der menes med at finde sin vinkel og vælge sin kamp for sin blog.
Case #1: skønhedsblog med et særligt fokus
I 2012 startede jeg en skønhedsblog op, som jeg kaldte for sarthud.dk. Det var ikke min første blog, men det var den blog, der gjorde, at jeg fik succes i blogverdenen og som startede hele mit eventyr med lavenblog.
Sarthud.dk var som sagt en skønhedsblog. Jeg skrev primært om makeup, hudpleje og neglelak. Min inspiration til at starte bloggen kom egentlig mest fra min interesse i makeup og hudpleje, men jeg valgte fra start af en ret stærk vinkel på bloggen.
Jeg anmeldte alle produkter ud fra min egen sarte, nordiske hud. Jeg havde i årevis døjet med ikke at kunne tåle en masse forskellige produkter, fordi min hud simpelthen reagerede så stærkt mod flere cremer og makeup-produkter.
Jeg var træt af at slå ud i ansigtet, og jeg var træt af at spilde penge produkter, som jeg ikke kunne tåle.
Derfor følte jeg, at der virkelig manglede en blog, der fokuserede på folk, der havde det ligesom mig. Vi havde brug for et talerør, hvor vi kunne dele erfaringer med produkter og forhåbentlig finde gode produkter, der kunne bruges til sart hud.
Og dét var netop min kamp. Jeg følte ikke, at der var nogen, der delte lige netop den besked på nettet, så det valgte jeg at forsøge at gøre.
Jeg skrev et langt indlæg på min blog om min motivation for at starte den, og jeg fortalte i indlægget, at jeg agtede at teste så mange produkter på bloggen som overhovedet muligt, så vi kunne dele erfaringer i kommentarfeltet og forhåbentlig få nemmere ved at finde makeup og hudpleje, der egnede sig til sart hud.
Dette var min vinkel. Det var min kamp. Jeg ville gerne skabe en ressource for folk, der døjede med samme problemer som mig.
Var det noget, der nåede ud til alle danske kvinder, der brugte makeup? Nej, naturligvis ikke. Jeg havde valgt et niche-problem, som jeg personligt var berørt af, men de som ikke var havde ikke meget interesse i bloggen fra start af.
Dog skete der noget meget interessant: jeg fik nogle meget dedikerede læsere, der kunne relatere 100% til mine problemer med at finde skånsom makeup og hudpleje, og disse læsere var allerede på og klar til at følge med slavisk for at blive klogere.
Til at skrive bloggen brugte jeg den undersøgende blog-personlighed, som du nok kan genkende fra den sidste artikel, og jeg delte alt det, jeg lærte i min proces, med mine læsere inde på bloggen – og det var noget, der i den grad virkede.
Case #2: Undervisningsblog med en stærk vinkel
På Lavenblog.dk har vi også en stærk vinkel. Siden er skabt ud fra et ønske om at hjælpe nystartede og etablerede bloggere med at få større succes med deres blog – særligt ved at guide dem igennem de tekniske udfordringer.
Når vi har taget den undervisende blog-personlighed til os, er det vigtigt at kommunikere med autoritet og sørge for at levere noget indhold, der rent faktisk er undervisende og netop løser et problem, som vores læsere sidder med.
Vinklen her er en del anderledes, fordi vi netop har påtaget os denne undervisende rolle, og det efterlader ikke en lige så stor frihed til det indhold, der skal skrives, frem for de andre blog-personligheder.
Som underviser må vi i stedet tage udgangspunkt i de problemer, læserne sidder med, og det danner rammen om det, der skrives om her på siden.
Men alligevel er vinklen stærk, og indhold bliver skrevet ud fra denne vinkel. Vi søger altid at lære fra os i vores artikler, og det er den stærkeste drivkraft bag: hvordan kan vi bringe værdi til bloggere?
Eksempler på vinkler til forskellige typer blogs
Lad os se nærmere på nogle andre eksempler. Disse er nogle tænkte eksempler og ment til at inspirere dig til at tænke over en passende vinkel til netop din blog. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert her, men forhåbentligt bliver pointen klarere af, at vi ser nærmere på nogle flere eksempler:
For en madblogger er der generelt set fokus på mad – det siger sig selv. Men som madblogger kan du stadig sagtens have en vinkel.
Det kan eksempelvis være, at du forsøger at skære sukker væk fra din kost. Her kunne din vinkel på bloggen være, at du eksperimenterer med og dele retter, der ikke er tilsat sukker. Det ville være din vinkel.
Din vinkel kunne også være, at du laver mad, der er en moderne fortolkning er traditionelle retter. Eller at du kun laver veganske retter.
Hvis du er rejseblogger, kan din vinkel eksempelvis være, at du gerne vil vise folk, at det er muligt at rejse på et budget. Din vinkel kan være, at du gennem din blog viser dine læsere, hvordan de kan leve for 10.000 kr. eller mindre om måneden i forskellige lande rundt om i verden.
En vinkel til din rejseblog kunne også være, at du aldrig flyver, men i stedet for kun tager tog, bus og båd rundt mellem de forskellige lande. Din vinkel kunne også være, at du har fokus på korte weekend-ture, som du gerne vil inspirere flere folk til at tage på, selvom de har arbejde i hverdagene.
Som modeblogger vil det være en oplagt vinkel at tage udgangspunkt i din egen stil og kropsbygning. Hvis du selv er plus size og gerne vil inspirere andre med en krop som din til at få en bedre stil, så er det en oplagt vinkel.
En anden vinkel som modeblogger kunne også være, at du kun køber tøj i genbrug og giver inspiration til, hvad man skal kigge efter og hvordan man kan gøre vintage tøj moderne og til sit eget.
Hvis du har en opninionsblog, hvor du deler dine holdninger om det, der sker rundt om i verden, kan det være en oplagt idé at starte med at skrive en manifest om, hvad dine vigtigste værdier er og altid følge dem i dine blogindlæg. Det kan være din vinkel, at du fra start af sørger for at have nogle principper.
Det kan også være, at du gennem din blog fokuserer på en specifik del af verden eller en særlig sag, der betyder noget for dig: feminisme, global opvarmning, problemer i Mellemøsten, antisemitisme osv. Der findes enormt mange forskellige vinkler, du kan tage på din blog.
Der er så mange muligheder, når det kommer til at vælge sin vinkel, men det er så vigtigt, at du vælger en vinkel allerede i dag.
Og det er det af følgende årsager:
- Det er vigtigt, at du skaber en hurtig forståelse for dine læsere om, hvad du er for en person, og hvad de kan forvente af din blog.
- Det er vigtigt, at du deler noget ud af dig selv og åbner dig op, så dine læsere bedre kan føle, at de passer sammen med dig.
Så hvad irriterer dig her i verden? Eller hvilket emne føler du, der ikke er nok, der snakker om? Hvad er du passioneret over? Hvad giver dig ild i øjnene at tænke på?
Metode: sådan kan du finde din vinkel til din blog
Hvis du ikke umiddelbart kan komme i tanke om noget, der kunne være en god vinkel på din blog, så kan du bruge følgende metode til at komme nærmere et svar.
Jeg er ikke fan af, at man som blogger udelukkende skriver det, som ens læsere gerne vil læse. Jeg går ind for, at du som blogger blogger om det, du brænder for, og at det vil føre de rette læsere din vej.
Men der kan sagtens være en idé i at se på, hvad dine læsere har reageret bedst på på din blog indtil videre.
Du kan dels kigge i dine Google Analytics statistikker, hvilke blogindlæg er blevet læst flest gange. Eller du kan kigge på de kommentarer du evt. har fået og derfra se, hvilket indlæg har været det mest populære.
Hvis du ikke har noget statistik om din blog til rådighed endnu, kan du også tænke over, hvad det er, folk oftest kommenterer, når du møder dem i virkeligheden og snakken falder på din blog eller på dine interesser generelt. Hvad ræsonnerer bedst hos de mennesker, du møder i virkeligheden?
Ved at bruge disse metoder kan du hurtigt få en fornemmelse for, hvor dine læsere har reageret bedst på dit indhold, og måske din passion ligger gemt deri et sted, således at du kan bygge videre på det.
Disse spørgsmål kan du kun selv besvare, og jeg vil gerne have, at du bruger nogle minutter på virkelig at tænke over, hvad en god vinkel kunne være til din blog. Og husk at følge din mavefornemmelse, så du vælger noget, som du virkelig brænder for og gerne vil tale om med dine læsere på bloggen.
Gør din vinkel tydelig for dine læsere
Når du har fundet din vinkel er det vigtigste at finde ud af, hvordan du kan præsentere det for dine læsere, så de hurtigst muligt kan få en fornemmelse for, hvad din vinkel er, og hvor din passion ligger.
Det er der flere måder at gøre på: som i eksemplet med min gamle skønhedsblog, sarthud, da lå min vinkel ret eksplicit i navnet.
Det er en god idé, at du gør det så nemt for dine læsere som overhovedet muligt at få en fornemmelse for, hvad din vinkel på bloggen er.
Hvis du allerede har købt din blogs navn, og det ikke umiddelbart giver udtryk for, hvad din blogs vinkel er, så kan du sagtens komme omkring det alligevel, uden at skulle skifte din blogs navn.
Du kan bl.a. lave en header, hvor du under din blogs navn med én kort sætning forklarer, hvad din blogs vinkel er. I eksemplet fra tidligere med madbloggeren, der vil lave opskrifter på retter uden brug af sukker, kunne en undertitel i headeren f.eks. Være: “opskrifter og råd om et liv uden sukker”.
På samme måde kan du gøre det nemt for de besøgende på din blog at se, hvad din vinkel er, ved at skrive kort om din passion og din vinkel i din sidebar et sted, så det er nemt at få øje på, når dine besøgende er forbi bloggen for første gang.
Derudover er den vigtigste pointe, at du sørger for at være tro mod din vinkel, når du skriver på din blog. Sørg for altid at tage udgangspunkt i din vinkel og kommuniker den bedst muligt gennem dine indlæg. På den måde er der en rød tråd gennem alt, du gør på din blog, og det er noget, der skiller sig ud fra mængden.
Jeg håber, at du har tænkt over din vinkel, og at denne artikel har sat nogle tanker i gang hos dig, når det kommer til at vælge din vinkel på din blog. Del gerne dine tanker om vinkel i kommentarfeltet herunder.
Skriv et svar