Nyt og højere ambitionsniveau for Lav en blog

Celia SchowMig på vores altan i vores midlertidige hjem i Antigua, Guatemala

Det gik op for mig den anden dag, at et af mine absolutte yndlingstidspunkter på dagen, er når jeg sidder og besvarer jeres altid positive og spændende kommentarer her på siden. Der er nemlig begyndt at komme en del, og jeg får også stort set hver dag en række mails i indbakken fra søde bloggere eller fra nogen, der har en kæmpe bloggerdrøm.

Og det er fantastisk! Når jeg kigger på Google Analytics kan jeg også se, at I er flere og flere, der kigger forbi siden her, og der kommer også flere og flere tommelfingre i vejret inde på sidens Facebook.

Det gør mig glad helt ned i maven. Siden er jo netop lavet for at hjælpe nystartede bloggere i gang – og jeg har de sidste to år forsøgt at samle mine bedste råd og tips, fordi det er den slags information, som jeg selv savnede, da jeg skulle kaste mig over at blogge.

Så når I fortæller mig, at det har hjulpet jer, ja, så er jeg bare ét stort smil på den anden side af skærmen! Jeg har faktisk slet ikke fået bare en smule negativ feedback – så jeg må jo have gjort noget rigtigt og ramt plet!

Højere ambitionsniveau for siden

Så i weekenden satte jeg mig ned sammen med min altid støttende kæreste og lavede en meget ambitiøs handlingsplan for siden. For når det gør mig så glad at skrive herinde, og jeg tydeligvis hjælper en masse af jer, så skal det altså prioriteres. Og sættes i system.

Jeg er nemlig ikke sådan en person, der kører derudaf helt af mig selv. Jeg skal sætte tingene i system, for at der sker noget. Og nu er der system i sagerne. Og lad mig sige det sådan her: I kan godt glæde jer!

Det kommer der til at ske

Helt lavpraktisk har jeg lavet en kæmpe liste over guides, der skal skrives. Jeg har fået så god feedback på mine guides – særligt den om at lave en blog på eget domæne – men der er stadig en masse huller. Jeg skal derfor bruge en masse tid fremover på at få lavet en masse guides!

Videoguides er også noget helt nyt, som jeg arbejder på. Det er jo ikke alle, der lærer bedst ved at læse en pokkers masse ord, så for også at få sat det visuelle i spil, vil I fremover finde en god omgang videoguides her på siden.

Fast ugentligt interview

Jeg har åbnet op for min serie af interviews, som fremover vil blive en ugentlig ting – interviewsne vil komme hver mandag kl. 10, og her vil I kunne finde inspiration hos spændende mennesker, der deler ud af deres viden om forskellige aspekter af at blogge.

Men det bliver ikke kun interviews med super skarpe branchefolk (som mit interview med SEO-ekspert Kristoffer Føns, der hjalp mig med at kaste lys over bloggeres værdi her, men jeg kommer også til at interviewe nogle bloggere, der vil dele ud af deres succes med at blogge og selve turen til toppen. Dem glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med.

På mandag kan I læse et interview med en enormt dygtig PR kvinde, som jeg har mødt gennem min skønhedsblog, og som jeg i dag kan kalde for min gode veninde. Det kommer til at handle om, hvordan man laver samarbejder med virksomheder, og hvordan man får sponsoreret produkter til sin blog.

Det bliver så enormt spændende, I kan godt glæde jer. :)

Faste ugentlige blogindlæg med mine bedste tips

Jeg har sat mig for at blive bedre til at opdatere bloggen herinde med nyheder om blogging og min holdning til en hel masse ting, der relaterer sig til blogging.

Dette bliver anderledes fra mine guides på den måde, at jeg blot vil tage et emne op, som vi så sammen kan diskutere herinde og dele vores holdninger om. Målet er, at vi alle skal blive klogere på blogging og tænke det som mere end blot et sted, hvor vi kan dele tanker og outfits.

Jeg glæder mig helt vildt til at tage emner op med jer her på bloggen! Jeg er nemlig lidt uenig med en del meningsdannere, og jeg vil gerne give mit indspark i debatten om blogging.

Jeg har indtil videre gjort det sådan, at jeg vil udgive indlæg onsdag og lørdag – altså to gange om ugen. På den måde sikrer jeg mig, at jeg har noget nyt og fornuftigt at skrive om, og jeg giver samtidig også mig selv tid til at kunne nedfælde mine tanker ordentligt – jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med kvaliteten herinde!

Q&A sessioner

En kæmpestor drøm for mig er at starte en YouTube-kanal op, som også skal være en stor del af siden herinde. Det er altid nemmere at formulere sig på den måde, og med videoer håber jeg også at kunne nå ud til endnu flere samt at skabe et bedre og mere personligt bånd med jer, der allerede læser med herinde.

Q&A sessioner er noget, jeg rigtig gerne vil supplere med, hvor jeg kan svare på spørgsmål fra jer på kamera. Det er en smule grænseoverskridende, men jeg er sikker på, at det nok skal blive sjovt, spændende og super lærerigt at gøre det på den måde!

I første omgang kommer Q&A sessionerne til at komme løbende og i forbindelse med et af mine blogindlæg. Jeg vil svare på spørgsmålet i en video og evt. uddybe lidt på skrift i selve blogindlægget.

Hvis du allerede nu sidder med et spørgsmål, som du gerne vil se i en Q&A session her på siden, så er du mere end velkommen til at sende mig en mail med dit spørgsmål (send mig en mail ved at klikke her!), så skal jeg nok tage det op meget snart i en session! :)

Forum

Jeg arbejder lige nu på at få et forum på benene – ja, et forum, hvor vi alle sammen kan hjælpe hinanden og løbende stille spørgsmål!

Jeg elsker selv fora helt vildt højt – det er en super fed måde at komme i kontakt med andre, der har samme interesser som en selv, og det er virkelig skønt at kunne starte en debat med en hel masse mennesker.

Jeg savner et forum for danske bloggere, hvor vi både kan lære hinanden og hinandens blogs at kende, og hvor vi kan diskutere de mange aspekter i det at have en blog. Hvis du ikke har nogle veninder, der blogger, kan det være svært for dem at sætte sig ind i de problemer og tanker, du har om din blog, og så er det skønt at have et online community, der kender til alt det, du går og tænker på og kan hjælpe dig igennem en masse ting.

Jeg har ofte oplevet, at jeg har fået en mail med et meget akut problem, som jeg ikke har kunnet reagere på, da jeg befinder mig i en helt anden tidszone end jer i Danmark (jeg rejser fuldtid), og så har jeg ikke kunnet hjælpe. Jeg oplever også, at der er flere, der stiller spørgsmål langt fra det, som mine indlæg her på siden handler om, simpelthen fordi de mangler et sted at stille disse spørgsmål.

Løsningen til alle disse problemer er et godt og velfungerende forum for alle os danske bloggere, hvor vi kan hjælpe og få gavn af hinanden. Lige nu er der en del tekniske ting, der lige skal falde på plads vedrørende dette forum, men jeg håber meget, at I vil være med, når det kommer op at køre.

Kurser, e-bøger og uddannelse

På den lidt længere bane har jeg nogle endnu større ambitioner for det her fællesskab, som jeg nærmest føler, der er herinde. Jeg vil gerne lave nogle online kurser, som nærmest bliver små uddannelser i at blive ekspert i WordPress.

Det kommer til at fungere i en online medlemsklub, jeg drømmer om at sparke i gang denne sommer, og som bliver et hyggeligt fællesskab, hvor der er fokus på noget helt særligt indhold, som jeg er i gang med at skabe. Det skal være så lærerigt som muligt, og jeg vil rigtig gerne give mulighed for at lave nogle prøver, så man kan “bestå” mine kurser.

Derudover skriver jeg lige nu på en e-bog, som jeg glæder mig til at udgive. Den kommer til at handle om (surprise!) blogging og nogle teknikker, som jeg endnu ikke har skrevet om herinde.

Jeg overvejer også at lave en e-bog om affiliate marketing og online marketing generelt, da det udelukkende er her, jeg selv tjener mine penge nu, og det er nogle evner, som jeg tror rigtig mange bloggere vil kunne få gavn af at lære endnu mere om. Vinklen bliver for nybegyndere, da jeg virkelig synes, at der mangler helt simpel information til alle dem, der ikke har prøvet det før, og den information vil jeg rigtig gerne være med til at skabe.

Og hvis jeg kunne holde et helt rigtigt foredrag eller en workshop en dag, så ville jeg også blive glad… Men det er vist lidt længere ude i fremtiden! ;)

[line]

Jeg håber, at I vil være med på denne spændende rejse! Jeg glæder mig til at skabe endnu mere indhold herinde og have endnu flere diskussioner med jer om blogging, som vi alle sammen kan lære en masse af!

Hvis I gerne vil være helt sikre på at følge med, så synes jeg, at I skal tilmelde jer mit nyhedsbrev – det kan I gøre i den sorte boks øverst på siden – så kommer I ikke til at gå glip af noget herinde, for jeg vil også blive bedre til at sende endnu flere nyhedsbreve ud fremover! :)

Er der noget, du mangler? Eller har du en kommentar til alt dette? Så læg en kommentar herunder. Jeg glæder mig sådan til at høre, hvad I synes! :)

Nye guides om at tjene penge på at blogge

 photo DSC_1211_zps3491bdf6.jpg
Random billede: min udsigt for tiden i Mexico <3

Det er et lidt ømt emne at bevæge sig ind på – at tjene penge på at blogge. Men ikke desto mindre lavede jeg for nogle uger siden en kort oversigt over, hvordan man kunne tjene penge på at blogge.

Og det var i en del, der var vilde med.

Der findes læsere derude, som går helt i koma over, at nogle bloggere prøver at tjene penge på deres hobby.

Så er man uægte, sælger ud, gør det kun for pengene osv.

Men faktisk er det at blogge for mange næsten en fuldtidsbeskæftigelse. Og jeg kan virkelig ikke se problemet i, at man vælger at tjene lidt på sin hobby.

Sandheden er jo alligevel også, at bloggerens timeløn er utroligt ringe.

Derfor har jeg truffet en beslutning om, at jeg på Lav en blog vil lave en række guides til at tjene penge på sin blog. For der er så mange bloggere derude med potentiale til at tjene penge på deres blogs, som simpelthen bare ikke ved, hvor pokker de skal starte.

Og det kan også være noget af en jungle. Netop derfor har jeg valgt at lave nogle guides om området, for hvis det kan hjælpe nogle af jer derude i gang, så er min lykke gjort!

Da jeg tjente de første penge på min blog…

Det var en stor dag. Jeg havde på et tidspunkt lagt et såkaldt affiliatelink ind i et af mine indlæg med hjælp fra en IT-kyndig ven.

På daværende tidspunkt havde jeg ingen idé om, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke, at det ville forandre mit liv for evigt.

Det gik først op for mig, da jeg en dag kom i tanke om, at jeg havde lavet en konto hos et affiliatenetværk og havde sat et link ind på min (ny lukkede) blog. Jeg loggede ind for at tjekke…

14 kr. tjent! 

Hallelujah! Sikken fest. Jeg løb rundt i lejligheden med hænderne over hovedet! Jeg var så glad. Samme dag havde jeg langet burgere over disken på McDonald’s og havde tjent over 1000 kr. på min lange vagt – men de penge blegnede fuldstændig i lyset af de 14 kr., min totalt ukendte blog havde tjent.

Jeg ville have mere

Det er alment kendt, at mere vil have mere. Og den følelse, jeg sad med den dag, blev det mit mål at jagte. Jeg ville vide mere om denne verden. Jeg ville forstå, hvordan det virkede.

Jeg dedikerede mange, mange timer til at læse om affiliate marketing. På daværende tidspunkt havde jeg ingen teknisk erfaring, men i løbet af de næste par år, lærte jeg mig selv en hel masse om emnet.

Jeg læste en masse amerikanske business blogs – en verden der lå meget langt fra det, jeg ellers lavede. Og jeg var dybt fascineret.

I dag kommer størstedelen af min indkomst fra affiliate marketing. Jeg er ikke længere ansat på McDonald’s (thank God – selvom det var et skønt job!), jeg rejser jorden rundt med min kæreste, og jeg kunne ikke være lykkeligere.

Jeg vil lære dig det hele!

Men information skal deles! Og jeg har sat mig for, at jeg vil dele alt, jeg har lært, med dig og alle de andre, der læser med her på Lav en blog.

Det kommer til at tage sin tid – men jeg er allerede i gang! De første guides ligger klar til at blive læst og udført, hvis du kunne tænke dig at tjene lidt penge på din blog. :)

Hvordan kommer du i gang? Jo, jeg skal prøve at danne et lille overblik:

  • Jeg har lavet denne generelle oversigt over, hvad du kan tjene på med din blog. Her kommer jeg ind på alt fra affiliate marketing og sponsorerede indlæg til bannerannoncering og gratis produkter.
  • Hvad er affiliate marketing? Det har jeg skrevet denne lange forklaring om. Her er der også links til affiliatenetværk, som du skal bruge til at tjene penge på affiliate marketing med.
  • Og til sidst har jeg lavet denne guide til at komme i gang med mit absolutte favorit affiliatenetværk: Partner-Ads. Her viser jeg step-for-step, hvordan du laver links hos Partner-Ads, tjekker din konto og meget mere.

Jeg håber meget, at du har lyst til at kaste dig over nogle af mine guides. De tog ekstremt lang tid at lave (jeg er meget perfektionistisk), og derfor håber jeg meget, at der bare er nogle af jer, der kan få brug for dem. :)

Nu arbejder jeg på at lave en generel ordliste over udtryk, som bruges ved affiliate marketing – det kan nemlig godt blive lidt nørdet, men ikke desto mindre er det meget relevant at kende og forstå de forskellige udtryk, der bliver brugt i denne verden.

Derudover skal jeg have lavet guides til alle de andre affiliatenetværk, der findes. I hvert fald de fleste af dem. Jeg går meget op i, at der er billeder for hvert step, så det bliver nemt for dig at finde rundt i.

Og så vil jeg naturligvis give mine bedste råd til, hvornår og hvordan du bedst bruger affiliate marketing.

Hvad vil DU gerne vide mere om?

Ja, som du kan se, er der nok for mig at komme i gang med. :) Jeg prøver så vidt muligt at finde tid til det, men det tager lang tid, og jeg har også mange andre projekter. Derfor ville alle guides komme løbende.

Men hvis der er en særlig guide, du efterspørger, så vil jeg meget gerne høre fra dig! Du kan altid lægge en kommentar til indlægget her – dem ser og besvarer jeg altid, så det er en god måde at gøre det på.

På den måde gør det det nemmere for mig at prioritere imellem de mange guides, som jeg skal have lavet. Så du må meget gerne sende mig et par ord med dine ønsker. :)

Jeg håber, at I er nogen, der får glæde af det her. Som jeg ser det, er der rigtig mange gode blogs om affiliate marketing, men de er alle meget nørdede, og det gør det rigtig svært for absolutte nybegyndere at komme i gang. Her håber jeg, at jeg kan hjælpe.

Pyh – det blev en lang smørre! I må have det rigtig skønt.